onsdag den 20. februar 2013

Toronto baby - Part 1

Så blev det reading week!
Det betyder at alle studerende har en uge undervisningsfri til at forberede sig til mid-terms som typisk ligger i ugerne herefter ("mid-terms" = midt-på-semestret eksamener der vægter omkring 25% i den endelige karakter). Det betyder også at stort set alle studerende benytter lejligheden til at rejse væk. Typisk til Cuba eller Mexico som er meget almindelige rejsemål herovre fordi det er relativt billigt og varmere end her.

Og det betyder i særdeleshed at London transformeres til den spøgelsesby den nu engang er, når de studerende er væk (som beskrevet i blogindlægget der fortalte om Christinas rejsebogs rynken-på-næsen beskrivelse af London).

Det tomme triste London var nu ikke noget vi mærkede til. Vi tog nemlig selv væk. Til Toronto for at mærke noget storbysliv.

Vi valgte en relativt billig rejsemodel med valget af Toronto. Vi skal jo videre til New York og Caribien senere, så det var OK ikke at bruge kassen nu.

Toronto er virkelig alt det London ikke er. Her kommer beretningen:

Dag 1 (Ud af 4)...

...var Chriss FØDSELSDAG!! Den startede hjemme på Lambton Hall med fødselsdagsmorgenbord til Chriss:

[hjerteballoner, hjertedug, hjerteborddekoration og pandekager. Og ikke mindst, takket være mange af jer derhjemme, lykkedes det at stable en særdeles anstændig bunke gaver på benene...]


Se hvor den smiler....:

[en del af gaven fra Luna. Hun havde også vedlagt en gave til mig, du er sød Luna]

[gaven fra min far, fremskaffet med stort besvær og afsendt fra Danmark. En bog Chriss har talt meget om og lige har læst "etteren" af.. Hun blev vist ret overrasket]

Desuden var der mails hjemmefra, facebook hilsner og brev fra forældrene i Lystrup. Alting var godt...

[Men så gik det galt]

Vi tog en bus ned mod Greyhound terminalen i højt humør, snakkede og mødte nye mennesker på bussen og alting. Vi nåede frem til terminalen...og fandt den oversværmet af hundrede og atter hundrede af mennesker. Der var reading week-kaos. 

Og Greyhound staben er virkelig uduelige. Igen og igen skuffer de os. Altså busserne er virkelig fine i sig selv, og chaufførerne kører pænt og alting. Men staben på gulvet virker altså som om de allesammen er i skåne-job. Seriøst de er så dumme. Fejl efter fejl efter fejl. Sætter os i forkerte køer så vi - selvom vi havde førsteprioritetspladser - bliver henvist til en forkert kø og ender på de ringeste pladser i bussen op ad toilettet. Spørg mig, næste gang vi ses - så skal du få hele den detaljerede tale om hvad der er galt med Greyhound ifølge Jakes.

Nå, men på denne særlige dag - Christina's fødselsdag - havde idioterne valgt at overbooke ud i det ekstreme. De havde bare solgt og solgt og solgt (det var jo ikke noget problem for dem, alle vil jo væk i reading week) uden at tænke på deres kapacitet til at håndtere menneskemængder i en given størrelsesorden, hvilket resulterede i at dem der havde ventet længst skulle til først - uanset hvornår deres afgang ellers var planlagt til.

Vi skulle således have været med bussen 16.30. Vi mødte op på stationen cirka en time før for det skal man. Og så ventede vi ellers i 4 timer!!! Undervejs kom der beskeder over højtaleren som "vi har busserne i orden, men vi har ingen chauffører, så afgangene er udskudt med 3 timer". 

Og vi havde jo pladsbilletter, men det havde man valgt at droppe denne dag. Altså for helvede, reading week er jo en tilbagevendende årlig begivenhed. Man skulle da tro at sådan en dag ikke ville komme bag på dem. Det svarer jo til at DSB glemte at det var jul og fandt sig selv fuldstændigt uforberedte til juletrafikken
[Forbandede idioter, der fucker Chriss' fødselsdag op]    

Efter time nr. 4 var der pludselig nogen der rejste sig op fra deres bænk i venteterminalen og tog deres overtøj på og gik ud mod køen på boardingområdet. Alle tænkte det samme - de måtte vide noget vi andre ikke vidste. Så begyndte hysteriet og alle gjorde det samme, resulterende i at vi endte i en mega kø ude i aftenkulden. Folk snød i køen. VI snød i køen. Det var alle mod alle. Her ventede vi i yderligere en time før vi stivfrosne kunne gå ombord på vores bus.
Vi sov hele vejen, og orkede ikke at eksperimentere med subway'en da vi kom til Toronto, så vi hoppede direkte på en taxa og afsted til hotellet. Klokken burde have været 18:40 hvis Greyhound havde overholdt deres del af aftalen - klokken var tæt på midnat...

[fremme ved Hotellet. Sure på Greyhound, men ellers glade...]


Hotellet var rigtig godt. Det lå lidt i udkanten af Downtown (men stadig centralt), men 50 meter fra nærmeste subway station. Og Chriss var virkelig alvorligt sej til at gennemskue subway systemet, så der gik ikke længe før vi kunne manøvrere rundt i det problemfrit.

Det var mere eller mindre Dag 1 ud af 4... I får lige resten senere...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar